Lærke Larsen – Military Rytter Rotating Header Image

Military Dagen 2010

Jeg har meget på mit heste hjerte, og vil starte med at sige tak til alle deltagerne ved ”Military dag 2010” sidste lørdag. ”Military dagen” er en årligt tilbagevendende begivenhed hvor der igen i år var meget spændende på programmet. Derfor valgte jeg at deltage, både fordi jeg syntes programmet lød spændende, og da det er en god mulighed for at møde nye og kendte military ryttere efter vinteren.

Dagen startede med et indblik i dressurdommerens verden. Her gav Hanne Valentin, tidligere international dressur dommer, en uddybelse af hvad de enkelte karakterer dækker over og en præcisering af, hvad der kræves for at opnå de forskellige karakterer. Samtidig gjorde hun os ryttere opmærksom på, hvor stor betydning dommerens placering har for den givne karakter. Dette belyste hun glimrende ved, at vise forskellige videoklip af den samme udførte øvelse, men fra forskellige vinkler. Dette belyste tydeligt, at hver dommer ser noget forskelligt, og dette kan have en betydning for karakter forskellen blandt dommerne. Ligeledes valgte hun, at præcisere hvordan udvalgte øvelser skal rides og udføres. Blandt flere gode råd, var et af budskaberne- rid præcist og prioriter takten i alle øvelser. Det er hermed taget til efterretning!

Så blev det Rasmus Baggers tur til at fokusere på en anden træningsdel af military, nemlig det mentale. Sammen med landsholdet har jeg før stiftet bekendtskab med Rasmus Bagger, og igen var det et inspirerende og motiverende oplæg. Jeg har taget flere af hans anbefalet metoder i brug, og jeg vil helt sikkert bruge disse redskaber i min daglige tilgang til min træning og ikke mindst til stævner. Jeg er helt overbevist om, at den mentale styrke har stor betydning for vores sportslige præstationer, og jeg håber og vil appellere til, at forbundet fremover vil prioritere mental træning i deres budget. Samtidig har det gjort mig opmærksom på, hvordan min fars træning, helt bevist fra hans side, men ganske ubevist for mig, netop har indeholdt det vigtige mentale aspekt. Dette har altid givet mig det rette fokus i givne konkurrence situationer, og dermed gjort jeg har haft styr på mine tanker og været i stand til at præstere i vigtige situationer.

Ellers er der jo Herning i weekenden, og jeg vil lørdag være i Sportsman’s Pet Food´s stand i hal E. De er importørerne af Spillers i DK og jeg er så heldig at de sponsorerer mine konkurrence heste med foder og diverse tilskudsprodukter. Så har du lyst så kig endelig forbi til en sludder om military… J

Læg en kommentar